Per Hebsgaards værksted
Maja Lisa Engelhardt viser skitser til "Skabelsen"
 
Venskab

Den tyske digter Goethe havde en smuk titel til en digtsamling  ”Valgslægtskaber”, som indeholdt digte med relationer til det, man holder af. Som menneske kan man også samle sig venskaber. Et sådant slægtskab føler jeg at være privilegeret med i mit forhold til søster Benedikte.
Det kan være tilfældigheder som knytter mennesker sammen, det kan være en fælles nød eller skibbrud, men det kan også være noget glædeligt, noget knyttet til vækst i skabende forstand.
Søster Benedikte og jeg mødtes omkring en englevinge. En englevinge som svæver gennem lyset. Den findes ude i Sankt Mariæ Kirke, hvortil jeg har udført en glasmosaik. Og det var netop under dette arbejde og med skabelsen af denne rude, at vi lærte hinanden at kende. En fælles tro har hele tiden knyttet os sammen og en glæde ved store og små oplevelser omkring os i det daglige - og med væsentlige begivenheder også.
Siden vi indgik dette slægtskab, har vi hver uge skrevet til hinanden, om jeg så er ude på rejse eller hjemme, eller søster Benedikte er på rejse eller hjemme - en side om vores glæder og bekymringer, men altid med troen på en velsignende Gud som beskytter os og som vi bøjer os for i taknemlighed. Dette venskab er en gave.
Lioba Klosterets søstre og præst har vist mig den tillid, at jeg er blevet opfordret til og er i gang med 7 nye glasmosaikker til Sankt Mariæ Kirke, og naturligt for mig var det at fylde de 7 ruders lysåbninger med motiver, der skildrer skabelsens 7 dage. Som billedkunstner søger man at finde indhold til et tomt lærred, som billedhugger et tomt rum, og med glasmosaikker forsøger man at samle lyset og dets farve i en form. Men i begyndelsen er de ingenting og med hjælp fra Ham, der har skabt én - skaber kunstneren som et redskab  sit værk. Derfor er det for mig det mest naturlige at vælge netop skabelsen som motiv. Hele forløbet er en beretning frem til at mennesket opstår.
Venskaber opstår også i et skabelsesforløb. Det har jeg oplevet med søster Benedikte og medsøstrene i Sankt Lioba Kloster.

Maja Lisa Engelhardt, Billedkunstner
Lav din egen hjemmeside med mono.net