Benediktinerinderne af den hellige Lioba.

Ansgar 2010
Hvad gør man når man skal prædike over et menneske som Ansgar? Det er en bunden opgave, som han selv oghans tid binder. Problemet som tegner sig ser sådan ud: Vi ved, at vi skylder ham enormt, at han satte sit liv ind på, og sit liv på spil i sit forsøg på atnå vore forfædre med evangeliet. Vi ved, at han var en murbrækker. Men vi kender ham faktisk ikke.
Ja, det vil sige: Vi kender hans indstilling, og hans mentalitet eller rettere hans spiritualitet.Den er godt dokumenteret for hele den bølge af benediktinere, som skyllede udover Europa på denne tid var rundet af samme læst. Men vi kender dem slet ikke på samme måde, som man i dag kan kende vor samtids kulturpersonligheder, og læse samtalebøger om deres inderste motiver.
En velkendt journalist spørgsmål i dag lyder: ”Hvad følte du, da…” Det spørgsmål er aldrig blevet stillet til Ansgar på den måde. ”Hvad følte du, da vikingerne brændte din domkirke i Hamburg ned?” ”Hvad følte du, da du indviede den første kirke i Danmark?” Det ville naturligvis have været super interessant at kende Ansgars svar, for vi kender Ansgar godt nok til at vide, at svaret ville være af en dybde, der nok ville give os noget at tænke over. Men Ansgar selv ville opfatte spørgsmålet, som om det var stillet af et væsen fra en anden planet.
Det subjektive var ikke i fokus på Ansgars tid. Individet var ikke det bærende eller det virkeligt interessante. Gud, evangeliet, den store frihed, redefinering af menneskets livsgrundlag og livsopfattelse – det var den bærende vision. Ikke sådan forstået, at individet forsvandt eller blev underordnet, uvigtigt. Vi kender jo også Ansgars navn. Den benediktinske verden vidste at deres idé ikke svævede over verden, men at den havde ansigter, som Ansgars, som Liobas og alle de andres. Men den benediktinske verden, - dengang som nu - producerede ikke solister, de fejrede ikke sig selv, de lovsang Gud. Og de gjorde det i kor,unisont, hvor hver stemme bærer lovsangen, men ingen skiller sig ud.
Deres åndelige testamente består faktisk i netop den tilgang til livet. At mange af dem grundlagde kirker, og blev kirkebyggere, er ret indlysende, for hele deres spiritualitet var kirkelig. Deres erfaring består i, at det subjektive og det kollektive betinger hinanden. Benedikts munke og nonner gik hånd i hånd. De dannede klosterfamilier, de så kirken, som en stor organisme.
Siden er der sket meget.Det subjektive og det objektive har siden deres dage skiftet plads i vores bevidsthed,godt hjulpet på vej af tænkere som Descartes. Det var ham, der formulerede tesen: ”jeg tænker, altså er jeg”. Men det findes allerede også hos Luther:”Hvor finder jeg en nådig Gud.” ”Jeget” var ikke motiv hos Ansgar. Jeget har altid noget subjektivt over sig, noget som derfor er begrænset af min indsigt,min tid, mine fordomme, min kultur. Ansgar så sig om efter det blivende, det som var ud over ham selv, det som var uden for ham selv – han søgte efter det objektive.
Thomas Aquinas,middelalderens største teolog, gentager: Det er i virkeligheden kun Gud som er.Det betyder: Vi kan ikke på en og samme tid sige: Osten er god og i næsteøjeblik sige: Gud er god… og mene det samme med ordet ”er”.
Når vi søger efter Gud,søger vi efter Gud, og ikke en genspejling af vores egne forestillinger. Hvis vi gør det, så har vi dannet Gud i vores billede – og det er der som bekendt et ældgammelt forbud mod.
”Når jeg møder et menneske, lad os kalde ham Herr Schmidt, så danner jeg mig et billede af ham,og så forsøger jeg på alle måder at få ham til at passe til mit billede”… lod Bertoldt Brecht en af sine småborgerlige figurer sige. Der er mange som gør med Gud, som Bertoldt Brechts figur gjorde med Herr Schmidt. Så får de en småborgerlig Gud, som de så siden slås bitterligt med, for sådan en hjemmetrikket Gud er der ikke megen grin ved, han ER slet ikke.
Ansgar, Lioba og de andre store benediktineres arv til os er: det subjektive må ikke fylde så meget, atdet objektive henvises til en lille flise i et hjørne. Ingen kan som bekendt heller være kristen alene, lige så lidt som ingen kan døbe sig selv. Kirken ogkirkens fællesskab er din følgesvend, - undertiden besværlige følgesvend – men dog uundværlig følgesvend alligevel. Den hjælper dig fri fra faldgruberne som den subjektive tro stiler op. Fællesskabet, kirkens fællesskab, både den store og den lille – den store – som er hele verdenskirken, og den lille, som er den menighed, som er base for dit eget trosliv, hjælper dig til at din tro modnes,fra subjektivitet til dyb personlig tro, som kan deles med andre og gå hånd ihånd med dem, der også søger Gud.

JesperFich op