Beretningen om grundlæggelsen af Benediktinerinderne af den hellige Lioba er spændende som en krimi, for ikke alle kirkelige myndigheder støttede tanken om at lade søstre forbinde et monastisk liv med apostolsk virksomhed.

„Liobasøstrenes“ vissionære grundlægger, Maria Benedicta Föhrenbach, holdt imidlertid ud i næsten 10 år imod alle skep-

tikere. Det liv, som benediktinernonner i den tidlige middelalder udfoldede med stor vitalitet i kirkens missionsarbejde og i tjeneste for samfundet, det måtte også kunne virkeliggøres på en lignende måde igen. Sådan tænkte hun, og hun smittede andre med sine tanker, så kredsen af unge piger, der ville dette liv, voksede og voksede, skønt den kirkelige anerkendelse lod vente på sig. Men den 21. marts 1927 - på Benedikts fest - forelå godkendelsen endelig og de første 23 søstre kunne aflægge deres første løfter.

Det er nu 75 år siden, og det skulle naturligvis ikke gå upåagtet hen. Selve dagen blev fejret i „Liobasøstrenes“ 3 priorater, i Tyskland, i Indien og på Frederiksberg.

Men til Liobas fest havde søstrene i Freiburg, hvor det hele begyndte, indbudt til stor fælles fejring. Her fra Danmark rejste vi en hel delegation afsted, Sr. Agnes, Sr. Benedikte, Sr. Laurentia, Sr. Michaela, Sr. Paula og sognepræsten, i følge med to søstre fra Benediktinerindeklosteret i Vadstena. I Freiburg stødte biskoppen til den skandinaviske gruppe.

Det blev en fantastisk oplevelse for alle deltagere. Den katolske kirke i Tyskland er naturligvis større end vi kender til i Danmark, meget større endda. Man forestiller sig, hvordan det er at være til messe i Freiburgs Domkirke, sammen med mindst 400 nonner, fortrinsvis andre benediktinere, men også mange andre, også rigtig mange lægfolk, der ville tage del i glæden og fællesskabet. Eller man forestiller sig, hvordan det er, når Freiburgs domkirke ringer med sine 16 klokker, og lægger et festligt lydtæppe ud over hele byen på en sollys efterårslørdag - især når man er vant til Skt. Mariæ Kirkes 2 små klokker.

Men det største indtryk gjorde det nok på mig, med hvilken åbenlys glæde søstrene i Freiburg tog imod os fra Danmark. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville betyde så meget for dem, at vi dukkede op. Men set i eftertænksomhedens lys: - det er klart, også de har brug for se sig som del af en større helhed. Fællesskab kommer nu engang på en særlig måde til udtryk ved, at man er vidne til hinandens liv og deltager i hinandens fester. Dertil kom naturligvis, at vi selv også havde en god grund til at fejre med, og det ikke bare som gæster.

Fra Indien var der kommet en stor gruppe søstre. Søstrene i Indien bærer i det daglige en særlig farvet sari, som er genkendelig som ordensdragt. Den havde de iført sig til festguds-tjenesten i Freiburgs Münster. Og på deres helt egen måde, dansede de offergaverne frem til offertoriet.

Personligt har jeg aldrig været den, der synes særligt om liturgisk dans, men lige på det sted og i det øjeblik virkede det meget rigtigt og overbevisende. Ikke mindst fordi de indiske søstres udtryksform var så autentisk at man ikke et øjeblik var i tvivl om, at dette var mere end form, men et udtryk for hvordan katolsk liturgi er i stand til at indoptage ældgamle kultur-

tradtioner fra helt andre sammenhænge end den europæiske.

Vi var der, de tyske søstre var der også, men de indiske var der af samme grund som os, og derfor virkede det stærkt at de fik denne centrale opgave i messen.

Nok var sr. Maria Benedicta Föhrenbach en vissionær kvinde, men hun ville næppe have kunnet forestille sig, at festmessen i anledning de første 75 år af Liobasøstrenes virke ville få verdenskirkeligt udtryk.

I Freiburg begyndte de allerførste kvinder i 1920´erne at gøre sig tanker om en ny udforming af benediktinsk ordensliv, alt imens de arbejdede på et børnehospital. Og nu 75 år efter, mødtes benediktinere fra nord og syd, fordi de syntes, der var noget at takke for. Og man mærkede glæden over at være i en stor strøm, der har sin kilde i Subiaco i år 500, og som ikke bare er en væsentlig kirkehistorisk faktor, men også i dag udfolder sig på stadig nye måder.

Når jeg sådan betragtede de mange forskellige ansigter, så tydeligt fra mange af jordens egne, blev betaget over hvor forskelligt det benediktinske liv kan leves, uden at identiteten går fløjten. Der er en spændstighed i den benediktiske tanke uden mage.

Ved morgenmaden efter festen talte jeg med Abtprimas Notker Wolf, OSB (Abtprimas er abbed og leder for alle mandlige og kvindelige benediktinerklostre i verden) og fortalte ham om hvordan jeg oplevede det. Han svarede meget typisk: „Det skyldes måske at Benedikt ikke står for en ideologi, men at han ville et liv. Så kan man straks bedre tolerere forskellighed.“

Om få år er det Skt. Lioba kloster, der kan se tilbage på sine egne 75 år. Så skal vi igen til fest.

Jesper Fich