Hun hengav sig til læsning med så stor flid, at hun ikke ophørte dermed undtagen for bønnens skyld eller for at forfriske sit legeme med føde eller søvn. Den hellige Skrift var aldrig ude af hendes hænder. Thi, eftersom hun fra barndommen af var blevet oplært i grundbegreberne i grammatik og de andre frie studier søgte hun under vedholdende meditation at opnå fuldkommenhed i de åndelige videnskaber, således at hun takket være både forstand og læsning, kombineret med naturens og flidens goder, blev overmåde lærd. (”Vita” II. (14 + 15)) De netop citerede linjer er et eksempel på typiske ”dydekataloger”, som forekommer i alle ”helgenvitae” og derfor ikke kan bruges til at udsige noget specielt om Liobas personlige egenskaber. Helgener har utallige dyder og i reglen ingen laster. Hvis de som unge viser tilbøjelighed til at udvikle laster, overvinder de dem hurtigt, hvorefter den hellige person, som voksen træder offentligt frem og påtager sig sit kald, som han/hun derefter udlever for Guds og sin næstes skyld. Helgener udvirker allerede i live mange mirakler og endnu flere efter døden. Det forventes af helgener, at de udvirker mirakler – ligesom Jesus. Disse forventninger lever Lioba op til. Rudolf beretter udførligt om tre mirakler, som hun udførte, medens hun endnu levede. Efterfølgende kendes flere mirakler, der er sket på hendes forbøn. Alle dyderne og miraklerne er naturligvis udtryk for forfatterens beundring og ønske om at opmuntre de troende til efterfølgelse. De har et belærende, moraliserende og åndeligt sigte. Alligevel kan vi om Lioba som person umiddelbart sige, at hun må have været klog, lærd og meget elskværdig; med store sociale talenter. Hun var endvidere utvivlsomt udstyret med betydelige lederevner, som hun brugte til at fremme troens udbredelse. Det skete ved at hun uddannede unge kvinder og satte dem i spidsen for nye klostre, nye troscentre, hvor man udover undervisning også udførte socialt, karitativt arbejde. Endelig må hun have været endog meget modig. Hun blev jo ikke sendt af sted af sine overordnede som missionær blandt Germanerne, men rejste på eget initiativ, selvom hendes abbedisse nødig ville give slip på sin dygtige, unge nonne, og selvom hendes rejse som missionær til Germanien dengang bestemt ikke var ufarlig. Det viser Bonifacius’ endeligt som martyr ganske tydeligt. Både Bonifacius og Lioba var parate til at ofre alt, selv livet, for som missionærer at udbrede det ”glade budskab” om Jesus Kristus. Ovenfor har vi omtalt et helt dydekatalog, hvor det om Lioba siges, at hun var:englelig af udseende, behagelig i sin tale, strålende af intellekt, stor af dømmekraft, katolsk af tro, yderst tålmodig af håb og af en alt omfattende kærlighed. Et sådant udsagn, dvs. en opregning af dyder, falder ind under genrens krav. Sådan skal en helgeninde være, og det siger derfor ikke noget specielt om Liobas egenskaber. Det gør det følgende, at hun aldrig brød ud i løssluppen latter, eller at hun aldrig lod solen gå ned over sin vrede, heller ikke. Det er typiske benedictineridealer (”Regula”, 4, 53 -54 og 73 (oprindeligt Paulus, Efeserbrevet, 4.26)) Derimod er den sidste lille iagttagelse i afsnittet interessant. Hér står der, at Lioba altid var yderst mådeholden med mad og drikke, og at søstrene derfor kaldte hendes lille drikkebæger, som hun brugte ved måltiderne, for Dilectae parvus/ den kæres lille bæger på grund af den smule, det kunne rumme. (II. Del (14)) Dette virker som en iagttagelse fra den virkelige verden, ikke et standardtræk fra helgenlegendernes brug af sprog og billeder. Man kan sagtens forestille sig, at Liobas medsøstre kærligt har drillet hende ved at give hendes lille bitte drikkebæger et øgenavn.
I det efterfølgende afsnit (15) omtales Liobas store lærdom udførligt. Selvfølgelig forventes en helgeninde at være velbevandret i den Hellige Skrift. Men vi bør erindre, at det i den tidlige middelalder, for eks. i benedictinerkredse, ikke blev anset for at være en dyd, hvis munke og nonner brugte alt for megen tid på lærdom, især da ikke klassiske, hedenske tekster. Det kunne tolkes som hovmod, hvilket man som munk og nonne for enhver pris burde undgå. Om Liobas siger ”Vita’et”:
Hun hengav sig til læsningen med så stor flid, at hun ikke ophørte dermed undtagen for bønnens skyld eller for at forfriske sit legeme med føde eller søvn. Den hellige skrift var aldrig ude af hendes hænder. Thi, eftersom hun fra barndommen var blevet oplært i grundbegreberne i grammatik og de andre frie studier søgte hun under vedholdende meditation at opnå fuldkommenhed i de åndelige videnskaber, således at hun takket være både forstand og læsning, kombineret med naturens og flidens goder, blev overmåde lærd. Hun læste med kløgt både det Gamle og det Nye Testamentes bøger og lærte de guddommelige bud udenad. Dertil føjede hun for fuldkommenhedens skyld kirkefædrenes skrifter, og kirkemødernes dekreter, samt alle Kirkens juridiske tekster og dokumenter.(II. Del(15)) Lioba var ifølge ”Vita’et” oplært i de syv frie kunster: Dvs. på grundniveau: Grammatik, retorik og dialektik, hvilket indebar kendskab til de latinske klassikere, og på et højere niveau: Aritmetik, geometri, musik og astronomi. Detsiger os ikke nødvendigvis noget om Lioba som person, idet det var standardkrav til alle lærde benedictinere; men det tilføjes, at hun også beherskede kirkemødernes dekreter og de juridiske tekster og dokumenter! Det falder udenfor, de tekster, som en from nonne kunne forventes at beskæftige sig med i forbindelse med lectio divina (åndelig læsning). Det kunne give os et fingerpeg om, at Lioba måske rent faktisk var en meget lærd dame, der også satte sig ind i tekster og dokumenter, der kunne være nyttige i forbindelse med hendes rang og indflydelse – der nærmede sig en biskops – og de dermed forbundne administrative opgaver som leder af mange klosterfællesskaber. ”Vita’et” fastslår, med overbevisende kraft, at hun var lærd, idet det siger, at hun blev overmåde lærd (II. Del (15)). Den Hellige Skrift var naturligvis den tekst, som fromme nonner først og fremmest burde beskæftige sig med. Det var Lioba, ifølge ”Vita’et”, helt på det rene med. Det understreges, at hun anbefalede mådehold med nattevågen og andre asketiske øvelser, fordi det kunne trætte søstrene så meget, at det gik ud over deres studier. Hun havde endvidere gjort det til sædvane i overensstemmelse med Benedicts Regel, der åbnede mulighed for hvile, at hun og hendes medsøstre om sommeren efter middagsmaden holdt pause og hvilede sig, idet hun mente, at mangel på søvn gik ud over deres evne til at studere, især til at læse. ”Lioba-Vita’ets” omtale af søstrenes middagshvile er mig bekendt det eneste sted i en helgenlegende, hvor det udtrykkeligt nævnes, at man har besluttet at sove til middag i et kloster.
 For sit eget vedkommende havde Lioba ifølge Rudolfs ”Vita” dog indført den skik, at en søster skulle sidde ved hendes side og læse op af den Hellige Skrift, medens hun hvilede. Og den, der fik opgaven som oplæser, kunne ikke springe et ord over eller gøre en fejl, uden at hun greb vedkommende i det, selv når hun så ud, som om hun sov. Thi således som de søstre, hvem dette hverv var pålagt senere bevidnede, skete det ofte, når de så hende blive døsig, at de gjorde fejl i oplæsningen med vilje; men de kunne aldrig slippe fra det uden at blive opdaget. (II. Del (15)) Dette træk virker også virkelighedsnært. Det forekommer meget sandsynligt, at en af de fire gamle elever, som Rudolf støttede sig til, da han skulle samle materiale til sit ”Vita”, kan have erindret dette træk om sin beundrede abbedisse og lærerinde og have fortalt Rudolf om det, som et tegn på hendes særlige fromhed.
Vi har allerede ovenfor været inde på forholdet mellem de to helgener, Bonifacius og Lioba. Beskrivelsen af forholdet mellem de to genoptages hen imod slutningen af ”Vita’et” (III. Del (26)). Hér fortæller Rudolf, at Bonifacius umiddelbart inden sin sidste rejse til Friesland, hvor han led martyrdøden den 5. juni 754, lod Lioba kalde til sig for at tage afsked med hende og i den forbindelse give hende sine sidste formaninger. Han pålægger hende, ikke at svigte sin pilgrimsrejses mål, og ikke at trættes i det kald, hun havde taget på sig. Han erindrer hende om, at dette liv er kort sammenlignet med evigheden, og denne tids lidelser derfor for intet at regne sammenlignet med den fremtidige ære. Og teksten fortæller videre: Da han havde tilendebragt sine formaninger, anbefalede han Lioba til sin efterfølger som biskop, Lullus, og til de ældre munke i klosteret i Fulda og formanede dem om at have omsorg for hende, når han var død. Citat:Og han bekræftede, at det var hans vilje, at, efter hans død skulle engang hendes legeme lægges sammen med hans ben i den samme grav, således at de sammen kunne afvente opstandelsens dag, de, der med samme hengivenhed og iver havde tjent Kristus i dette liv/quatenus pariter diem ressurrectionis expectarent, qui pari voto ac studio in vita sua Christo servierant. /Da han havde sagt dette gav han hende sin munkekappe, idet han atter formanede og indtrængende bad hende om ikke at forlade sin pilgrimsrejses udvalgte land (III. Del (26)). Der er tale om et usædvanligt smukt udtryk for et åndeligt venskab mellem en mandlig og en kvindelig helgen. Jeg ser næsten for mig, hvordan Bonifacius kærligt og beskyttende, men også som et udtryk for overdragelse af ansvar, lægger sin munkekappe om Liobas skuldre. Kappen er både en beskyttelse, men også et tegn på, at Bonifacius overdrager sit ansvar til Lioba. Hun ”iklædes” Bonifacius’ missionskald. Forfatteren til ”Vita’et”, Rudolf, finder det tilsyneladende ikke anstødeligt, at de to helgener efter Bonifacius’ ønske skal hvile i samme grav, han nævner det jo, hvor han kunne have udeladt det af sin beretning. Og Bonifacius, der citeres for at have ytret dette ønske, har heller ikke fundet det anstødeligt. Både han og Lioba har i den grad været sikre på deres følelser for hinanden, at der var tale om et rent åndeligt venskab, at de ikke har set noget forkert i Bonifacius’ forestillinger om de to helgener, der i den samme grav venter på opstandelsens dag og den evige herlighed.
På baggrund af de bevarede skriftlige kilder kan vi konkludere, at den hellige Lioba var en charmerende person, mild og venlig, med store sociale talenter. Hun var meget lærd og en dygtig leder. Disse egenskaber lod hun andre få gavn af, idet hun underviste unge kvinder, som hun satte i spidsen for nye klosterfællesskaber alt sammen med henblik på at udbrede troen på Jesus Kristus. Endelig var hun modig, hvilket fremgår af, at hun selv bad om lov til at rejse som missionær til Germanien. Det var, som det fremgår af Bonifacius’ eksempel, slet ikke ufarligt; men hun trodsede alle farer og anstrengelser og blev på den måde et lysende eksempel for sine samtidige elever og for de moderne søstre, der har valgt hende som forbillede.
 
                                                Kirsten Grubb Jensen † 2011