Impulser/tanker.

I ethvert menneske bor der dybt en længsel efter noget større, efter lys, efter noget smukt, efter noget der heler og helliger dem, efter relationer, efter kærlighed og efter at blive elsket. Denne længsel ligger dybt i alle mennesker. Vi kan måske bringe den til tavshed et stykke tid, - måske for længere tid. Det er en længsel der ligger dybt i alle mennesker, men når den kommer op i os, skal vi gribe fast i den, udforske den og prøve at finde/at lytte til: hvad er det Gud har gang i med mig, - hvad er det Han vil vise mig? Arbejder vi med denne længsel i os, vil vi opdage at vi bliver gladere mennesker. Mange mennesker læser i biblen, i religiøse bøger og bruger det som en hjælp, - et redskab til at komme Gud nærmere i hverdagen. En af måderne kan også være at arbejde med Sankt Benedikt’s regel eller læse hans biografi skrevet af pave Gregor den Store: ”Dialogerne”, et værk på 3 bind, hvor det midterste bind omhandler Benedikt’s liv. Man kan bruge det som en hjælp – en inspirationskilde, som forbillede til at komme Gud nærmere, - til at blive et gladere menneske, der finder mening med livet.

(Gregor den Store dialogerne) Benedikt’s ungdom i Rom – frit oversat til dansk:

Der levede en ærefuld mand. Han hed Benedikt. Af nåde og af navn var han en velsignet. Allerede som ung havde han et hjerte som en moden mand, han var af livsvisdom langt forud for sin alder. Han hengav sig ikke til den ondes begær.

Han var ud af en anseende slægt i egnen omkring Nurcia, Italien (547†). Han blev sendt til Rom for at studere og lade sig uddanne. Der oplevede han byens forfald, og så at mange mennesker faldt i dens ”afgrund”. Derfor tog han (som der står skrevet) sine fødder, som han havde plantet i verden, og trådte igen tilbage til ubemærketheden, for ikke selv at falde i forfald, - i dens dybe afgrund. Han vendte ryggen til studierne og uddannelse og forlod sin fædrenes hus og dets tryghed.

Gud alene ville han tjene. Derfor bad han om at måtte bære den dragt som gudviede mennesker bære. Så trak han sig tilbage: uvidende – dog erfaren, ulært, men vis.

Impulser-tanker

Hvor jeg stammer fra, er ikke uvæsentlig for mit liv. Endnu vigtigere er, hvorhen jeg går. Jeg kan ikke selv udsøge mig min slægt / mine forældre. Engang har jeg været gammel nok til selv at vælge og har været nød til selv at vælge og været nød til at afgøre: Hvor går jeg hen – hvad vil jeg! Om jeg var vågen og bevidst, om jeg har reflekteret over det eller ikke: Så har jeg truffet et valg, jeg har besluttet mig for noget. Som ung eller voksen er jeg igennem mine valg, selv blevet ansvarlig for mit liv og den retning det har taget. Benedikt tager ikke afsked med verden, det vil hans liv igen og igen vise. Men han tager afstand fra en bestemt holdning i verden - fra ”verdens tomhed” og fjerner sig derfra.

Det jeg går med i, vil også komme til at præge mit liv. Meget kan man ikke gå med til, uden at tage skade af det. Man kan jo stille sig 2 spørgsmål:

1. Når jeg ser på mig selv og spørger – hvorfor jeg holder mig væk og forsøger at holde afstand, hvad viser sig da?

2. Når jeg gør mig bevidst, hvad jeg går med til, hvad viser det mig så?

Ved Benedikts tilbagetog handlede det ikke om at fornægte erfaringen, men at leve sådan, at erfaringen fik en retning, som han valgte. Senere grundlagde han en skole i Herrens tjeneste: Benedikts regel Prologen vers 45: ”Vi vil derfor grundlægge en skole i Herrens tjeneste”. For Benedikt handlede det ikke om penge og rigdom, som man godt kan blive afstumpet af, men det handler om ægte indsigt – om at forstå og finde forståelse.