Sankt Lioba Kloster

Føderationen Benediktinerinderne af den hellige Lioba har sit eget våbenskjold, hvor tankerne om det fundament, vi bygger på, kommer til udtryk.
I øverste højre felt er der en stjerne. Stjernen symboliserer Bethlehemstjernen der førte de 3 vismænd til Bethlehem; det er for at lede tanken hen på Hellig Trekongersfest 1920, hvor Moder Maria Benedicta Föhrenbach fik  den dybe klarhed i sig, om hvordan vores orden skulle udformes: Vi skulle leve efter Benedikts Regel og have den som rettesnor. Når vi læser historien om kongerne, så læser vi også historien om vores grundlægger, Moder Maria Benedicta Föhrenbach, og vores egen historie i Danmark. ”Vi har set en stjerne og er kommet for at tilbede Ham”, står der i evangeliet. Vi er kommet, - vi er kommet sammen, som et fællesskab og vi er blevet sammen. Vi er kommet på grund af Ham. Vi tilhører Ham og vi er kommet for at tjene Ham i medmenneskene. I år ser vi tilbage på denne stjernes vej, og vi ser fremad. Vi kender til strukturændringer, hvor vi bygger op, og hvor vi igen må afgive – noget vokser – noget dør. En lang vej ligger bag os – men vejen fortsætter fremad. Vi har et mål, vi følger stjernen: vi bryder op - vi bliver ført – vi når frem for på ny at kunne bede til Gud og på ny finde kræfter. Stjernen er ikke kun en erindring om vores grundlæggers kald, den står også som et tegn på vor monastiske livsform – for vort fællesskabsliv. Om stjernen kan man også sige: Den er vejviser – den står for at vove sig ind i det ukendte.

Den står for opbrud – for mod – for tillid til Gud – for længsel. Den står for personlig bøn – for korbøn – for tilbedelse – for Lectio divina (Bibellæsning). Stjernen står også for Benedikts Regel – for: ”Aldrig slippe kærligheden”.
I øverste venstre felt i våbenskjoldet er klokken afbilledet:
Klokken står for den hl. Lioba og hendes virke og for vor apostoliske opgave. Klokken står for at lytte ( med ører og hjerte) – den står for at være disponibel – for kaldelse – for lydighed – dele troen med andre (forkyndelse) – for forbønnens tjeneste. Klokken står for: ”Aldrig slippe kærligheden”.


 



I nederste højre felt i våbenskjoldet er der et kors:
Det står for ordenens grundlæggelsessted – Freiburg, men også for alle Prioraterne: Tyskland, Indien, Østrig og Danmark. Korset står også for ordene i Benedikts Regel: ”vandre med evangeliet som vejviser”. Korset står for påske, opstandelse, messefejring, forsoning, afkald, venskab udholdenhed, for aldersbesvær og sygdom, korset står for at opgive arbejdsområder og for at finde nye veje. Korset står for frelse – for velsignelse – for håb.
Korset står også for: ”Aldrig slippe kærligheden”.
I nederste venstre felt er der en lilje som stammer fra vores grundlæggers familievåben:
Liljen står for vor kaldelse – for tillid – for ærefrygt – for trofasthed og beredthed – for at tjene. Liljen står også for: ”Aldrig slippe kærligheden” - "CARITATEM NON DERELINQUERE".
 
Karl Rahner, en tysk teolog skrev engang disse ord til en Hellig Tre Kongersfest:
”Bryd op mit hjerte og gå. Der lyser stjernen. Meget kan du ikke tage med dig på din vej og meget mister du undervejs. Lad det falde. Guld er kærlighed, røgelse er længsel, myrra er smerten, og den har du altid med dig. Gud vil tage imod det, og vi vil finde Gud”. 
Vi er på nuværende tidspunkt 9 søstre i Sankt Lioba Kloster, som er en del af et sogn, et sogn hvor vi føler os hjemme, står sammen og støtter hinanden. Vi ser på fremtiden fulde af håb, men også af taknemlighed overfor vore medsøstre der er gået forud for os – for det, de ved hårdt arbejde har fået til at spire, gro og bære frugt.
 

U.I.O.G.D.

( ut in omnibus glorificetur Deus – ”på det, at Gud må æres i alle ting”)

Hvordan bliver man søster i Sankt Lioba Kloster

 
                                                                         
Lav din egen hjemmeside med mono.net